Hvornår udbetales forsikringen?

Forsikríngsprodukterne i tiden

Ovenfor er der redegjort for hovedtræk i forsikringen i den samfundsøkonomiske situation ved midten af det 20. århundrede, der var præget af efterkrigstidens økonomiske problemer og delvise stagnation frem til slutningen af 1950’erne. Herefter kom en lang årrække med betydelig økonomisk vækst, men samtidig med mangel på økonomisk ligevægt, idet der helt op til slutningen af 1980’erne var store underskud på betalingsbalancen, og nettogælden til udlandet nærmest eksploderede.

Uanset økonomiske tilbageslag i begyndelsen af 1970’erne var der tale om store pris- og rentestigninger, en udvikling, som først for alvor blev bragt under kontrol efter indførelsen af fastkursregimet i 1982. I 1990’erne og de følgende år har dansk økonomi vist sig langt mere robust med store overskud på betalingsbalancens løbende poster og på de offentlige finanser. Det danske samfund i begyndelsen af det 21. århundrede er i næsten enhver henseende forandret og mere udviklet end i 1950.

En stigning i antallet af husstande

Ved folketællingen i 1950 var befolkningen på 4,3 mio. indbyggere fordelt på 1,3 mio. husstande, mens der ved udgangen af 2004 var 5,4 mio. indbyggere. Mens der i 1950 var ca. 220.000 motorkøretøjer, var antallet i 2005 2 1/2 mio. Der var i 2005 over 1,4 mio. parcelhuse (inkl. række-, kæde- og dobbelthuse) og næsten en kvart million fritidshuse mod 160.000 parcelhuse m.v. og 6.000 sommerhuse i 1950. Samtidig er der sket en både kvantitativ og kvalitativ eksplosion i radio- og tv-udstyr, husholdningsapparater og andre indbogenstande samt produktionsanlæg i erhvervslivet.

Udviklingen har naturligvis haft en afgørende virkning på forsikringserhvervet. Som en integreret del af samfundet har erhvervet fulgt med i væksten og moderniseringen. Som det er fremgået, har ændringerne af rammevilkår, efterspørgslen på markedet og foto konkurrencen, herunder iværksættelsen af forskellige forretningsstrategier, omkalfatret både skadesforsikrings og livsforsikringsbranchen. Samtidig er der også sket en vis koncentration på markedet.

Forsikringen er stigende

Koncentrationen har især vist sig på skadesforsikringssiden, mens der på livsforsikringssiden er sket en betydelig udvidelse gennem opbygningen af arbejdsmarkedspensionsordningerne. Jævnsides med disse strukturændringer er produktudbuddet løbende blevet tilpasset. Det nye samfund har skabt nye tryghedsbehov, og selv om det offentligt finansierede velfærdssystem ligeledes har gennemgået en voldsom ekspansion, har både private borgere og erhvervsvirksomheder rettet en stærkt stigende efterspørgsel mod forsikringserhvervet.

På en række felter – herunder først og fremmest arbejdsmarkedspensionerne – har forsikringserhvervet overtaget opgaver, som ellers traditionelt har hørt under velfærdsstaten. I nærværende fremstilling lægges vægten på udviklingstræk i forsikringserhvervet og velfærdssamfundet. Hele tiden sker der naturligvis også mindre tilpasninger, og nye statistiske materialer genereres. I ren tidsmæssig henseende slutter periodens ajourføring som hovedregel her ved begyndelsen af det 21. århundrede.

Forsikringen dækker normalt

Forsikringsaftaleloven § 2, stk. 2, skal ikke læses helt bogstaveligt. Er en forsikringsaftale afsluttet ved fuldmægtig, er det ikke fuldmægtigen, men fuldmagtgiveren (den i hvis navn aftalen er sluttet), der er forsikringstager. Det kan undertiden være tvivlsomt, hvem der er forsikringstager. Dette hænger sammen med, at en person i en relation kan være forsikringstager i boligen, og i en anden være den sikrede. Problemet opstår f.eks. med hensyn til en gruppelivsforsikring eller en gruppeulykkesforikring, dvs. en livsforsikring eller en ulykkesforsikring tegnet f.eks. af en arbejdsgiver eller af en faglig organisation og udformet således, at den omfatter henholdsvis de ansatte eller medlemmerne af vedkommende organisation og kommer til udbetaling, f.eks. når en af disse afgår ved døden eller kommer ud for et ulykkestilfælde.

I relation til reglerne om indgåelse af forsikringsaftaler, må det ved gruppelivsorsikring og gruppeulykkesforsikring antages, at det er grupperepræsentanten (arbejdsgiveren, henholdsvis den faglige organisation), der er forsikringstager. Men i relation til de særlige regler i §§ 102 om indsættelse og tilbagekaldelse af en begunstiget og 104, stk. 2 om retten til forsikringsydelsen, må det antages, at det ikke er grupperepræsentanten, men gruppemedlemmerne (de ansatte, henholdsvis medlemmerne af den faglige organisation), der hver for sig er forsikringstager.

Udtrykket den sikrede

I stedet for udtrykket ‘den sikrede’ anvendes i almindelig sprogbrug – og undertiden også i juridisk sprogbrug – udtrykket ‘den forsikrede’. Men dette udtryk kan være vildledende. Hvor der er tale om skadesforsikring, f.eks. indboforsikring, kan udtrykket den forsikrede ganske vist i almindelighed anvendes som ensbetydende med den sikrede. Men hvor der er tale om summaforsikring, f.eks. livsforsikring, betegner udtrykket den forsikrede som regel den person, på hvis liv eller helbred forsikringen er tegnet. Hvor der er tale om summaforsikring, er det på den anden side ikke almindeligt at anvende udtrykket den sikrede. I de praktisk vigtige tilfælde, hvor forsikringen skal udbetales til en anden end den, på hvis liv eller helbred forsikringen er tegnet, kaldes den, der skal have forsikringen udbetalt (den sikrede), normalt for den begunstigede.

Den ydelse, der opstår krav på i anledning af forsikringsbegivenheden, kaldes for forsikringsydelsen. I modsætning til det mindre eksakte udtryk forsikringsbeløbet markerer dette udtryk, at den ydelse, selskabet skal erlægge, vel normalt er en pengeydelse, men ikke behøver at være det. Ved mange forsikringsformer, f.eks. ved indboforsikring, har selskaberne forbehold sig ret til i stedet for at erlægge en pengeydelse at erlægge en ydelse in natura. Udtrykket forsikringsydelse må ikke forveksles med udtrykket forsikringssum.

Forsikringssummen er den sum, der i policen angives som den, inden for hvilken selskabet hæfter. Hvor der er tale om summaforsikring, vil forsikringsydelsen og forsikringssummen normalt falde sammen. Men hvor der er tale om skadesforsikring, vil det kun være undtagelsesvis, at forsikringsydelsen falder sammen med forsikringssummen. Ved skadesforsikring skal selskabet nemlig normalt ikke udrede mere, end der kræves til dækning af den lidte skade. Og dette gælder, selv om forsikringssummen er større end det beløb, der kræves til dækning af den aktuelle skade, jfr. Forsikringsaftaleloven § 39.

Etiket: , , , , ,